Til Nordkapp på kineser-MC. 2008.

Da jeg i foråret 2006 anskaffede mig en Jinlun 250-5, var det for at komme i gang med at køre MC igen efter mange år. Det kunne så være en ”prøvemaskine” og så købe en ”rigtig” MC, hvis bikerlivet skulle vise sig at være noget for mig.

Drømmen fra drengeårene om at køre til Nordkapp på motorcykel var der stadig, og tanken begyndte at udvikle sig.

Min kinesiske motorcykel har kørt fantastisk de første godt 7000 km.

Efter at have læst diverse MC-blades og MC-journalisters kritik af kinesiske motorcykler besluttede jeg, at køre til Nordkapp på kineseren. Jeg skal fan´me vise dem (de kloge MC-folk) skal jeg.

Turen blev planlagt, og da der skulle være Kinøjsertræf den 13-15. juni 2008 var det meget naturligt at planlægge turen så den kunne slutte til træffet.

Uden at de nævnte kloge MC-skribenter skal høre/læse det, så må jeg indrømme at jeg satte ca. 5 dage ekstra af til turen. (for at klare evt. problemer)

Mandag den 19. maj  brugte jeg hele dagen til at pakke motorcyklen. Skulle også passe på overvægt, men med mig, 80 kg, i sadlen vejede vi i alt 300 kg.  Det er ok, da totalvægten er 310.

Kl 2300, farvel til familien og kørte til Hirtshals, hvor jeg skulle med færgen kl. 0100.

0630 ankomst Kristiansand. Vejret var ok – det var da i hvert fald tørvejr, men lidt koldt. Nordpå ad hovedvej 9 og allerede efter 70 km – Evje – var der en del sne. Ikke på vejen men i siderne. Det gik ret godt derudaf og i Kinsarvik  var der en lille hyggelig campingplads. Hytte 330 kr.

Tanket 9 liter. Dagens stræk: 465 km. Kørt i alt 465 km.

 

Onsdag 210508.

Op og afsted kl. 0830. Ca. 15 km til færgen ved Brimnes. Så lige r… af færgen og måtte vente i én time. Lille regnbyge men ellers ok vejr. Efter endnu en færgetur var jeg kommet til Graupne på hovedvej 55. Vejinformationer var noget tvivlsomme videre mod Lom – muligt var vejen lukket af sne. Ingen vidste rigtig noget. Jeg tog chancen og kørte videre ad 55.eren mod Lom. Op over Sognefjeldet – utrolig smuk tur – men helst lidt senere på året. Det var bidende koldt og rigtig meget sne. Endda et stykke på nogle km. Hvor det var isglat. 

Selv på vinterferier i Norge har jeg aldrig set så meget sne. 1450 m.o.h. og 3-4 meter høje snedriver i vejsiden. Ca 70 km over fjeldet uden at møde et øje. Godt at maskinen ikke gjorde knuder dér.

Overnatning i Lom til 370 kr for en hytte. Lidt dyrt, men jeg var træt og kl. var henad 17.

Tanket 10 liter. Dagens stræk: 330 km. Kørt i alt: 795 km.

Torsdag 220508.

Planen var nu at køre videre østpå for at fange E6 og tage den resten af vejen. Naturen er fantastisk flot og jeg blev rigtig glad for at jeg ikke havde valgt den direkte vej, men i stedet havde besluttet at nyde naturen også.

Snakkede i Otta med en norsk MC-fyr og han kendte slet ikke noget til kinesiske motorcykler – så han var i snakkehjørnet og fotograferede Jinlun.en fra alle vinkler.

Videre nordpå og over Dovre Fjeld. Flot flot natur men skide koldt og igen masser af sne og igen fuldstændig øde.

Efter 10,3 liter på tanken videre mod Trondheim. Det er en ret stor by og for at holde overnatningsprisen lidt nede fortsatte jeg længer nordpå og fandt en hytte til 250 kr. Jeg var den eneste på pladsen.

Tanket: 10,3 liter. Dagens stræk: 434 km. Kørt i alt: 1229 km.

Fredag den 230508.

Afsted igen. Dejligt vejr – sol og 12-14 grader. E6 er her nord for Tronheim lidt af et ”transportstykke”. Mange lette sving og ikke ret mange stigninger. Svingene og det konstante omdrejningstal ca. 4000 – er ved at blive lidt trivielt og man bliver lidt sløv og er lige ved at falde i søvn. Dog er der en skøn natur, som man så må stoppe op og nyde. Der er ikke ret meget trafik og kl. 16 gider jeg ikke køre længere. Det var ellers planen at køre til polarcirklen, men det må blive i morgen. Jeg finder en campingplads. Ene fastliggere og ikke særlig velholdt plads. 375 for en 6-pers hytte er lidt dyrt når man kun er én person. Hytten var dårligt rengjort, men som skrevet – jeg gad ikke køre mere denne dag. Frygten for at Jinlun'en skulle gøre kvaler var væk. Nu var spørgsmålet så om jeg (ryggen og r----) kunne holde til resten. 3 dage til målet.

Efter udpakning ned til søen med en stol og sidde i vandkanten og skrive dagbog 22 grader.

Tanket:9,7 liter. Dagens stræk: 397 km. Kørt i alt 1573 km

Lørdag den 240508.

Efter god nats søvn, kaffe og morgenmad videre nordpå kl. 0830. Polarcirklen passeres kl. 11. Selvfølgelig en pause på stedet. Der er sne – meget sne – solen skinner og der er lunt. Stedet ligger på toppen af Saltfjellet 630 m.o.h.

På vej ned fra fjellet mærker man tydeligt, at det bliver varmere. Og jeg nærmer mig en større by Fauske. Turen går gennem ca. 1 mill. tuneller af varierende længder. Mens jeg husker det. Bruger du briller med aut. farveskift? Så undlad at bruge dem i Norge. Når du kører inde i en tunnel er du de første meter blind som en høne.

Mit mål om at køre ca. 400 km i snit om dagen er ikke helt opfyldt, Prøver at finde en campingplads i Ulvsvåg. Den er lukket og campingfatter der går på stedet siger, at der er 80 km til næste campingplads i Ballangen. Nå – så må jeg jo videre. Efter 2 km's kørsel ser jeg ved en hygglig lille sø den skønneste lille ”hytteby”/campingplads??? Hvad var det lige manden sagde for lidt siden. Ind på pladsen og en rar dame lejede mig en hytte for 300 kr. Herligt sted. Jeg faldt i snak med en tysk mc.ist der også boede i en hytte – han var på vej hjem. Han havde været på Lofoten – det anbefalede han kraftigt, men jeg måtte forklare ham, at det måtte blive en anden gang. Det var ikke fordi jeg ikke havde tid til at køre omvejen – vel ca. 500 km – men helt ærligt. Lad mig nu lige nå Nordkapp inden der evt. sker materiel skade eller lignende.

Tanket 10,3 liter. Dagens stræk: 400 km. Kørt i alt: 1974 km.

Søndag den 250508.

Der havde ikke været midnatssol i nat – men det er mærkeligt. At skulle op til normal tid – 0400 – for at lette ben uden for hytten. Det er lyst som om det var midt på dagen. Søvnen bliver heller ikke helt som derhjemme. Det var lidt overskyet og vejret lignede regn hele dagen. Dog bildte jeg mig ind, at der mod nord så lidt lysere ud. 20 minutters kørsel til Bognæs, hvor man er tvunget til at tage færgen videre nordpå – der er ikke andre veje. Turen til Skarberget varede 25 min, kostede 45 kr. og 15 kr. for kaffe ombord. Det regnede under hele overfarten. Det småregner da jeg kører videre mod Narvik, men holder da op. Norge er fuldstændig øde om søndagen og jeg kan ikke finde nogen steder at handle ind. Tankstationer er lukkede o.s.v. Satser på at få benzin i Fossbakken, men ak – lukket. Jeg fryser – der er hundekoldt, men jeg bider det i mig og kører endnu nogle km. Jeg tanker i Setermoen. 3 dåseøl og én pakke cigaretter 155 kr. Trods kulde – kolde tæer og fingre kører jeg videre til Skibotn, hvor jeg finder en luksushytte med WC og bad til 325 kr. Der er sgu OK.

Skriver dagbog og sidder lige og kalkulerer lidt –570 til målet: YES YES.

Tanket 11 liter. Dagens stræk: 343 km. Kørt i alt: 2316 km.

Mandag den 260508.

Videre nordpå – ingen nedbør – men skide koldt

Efter  godt et par timers kørsel skal jeg tanke og jeg SKAL have noget varme. ”E6-Cafe” lige ved tanken. Lille cheeseburger med cola 145 kr. Billigt er det ikke. Men uden mad og drikke o.s.v. Dagens mål er at komme nord for Alta – så er der nemlig kun én dags kørsel tilbage. Der foregår ikke meget på dagens stræk. –vejret er udmærket ikke så koldt som i går. Finder en lille hytte ved Alta, 320 kr. Snakker med campingfatter, der siger, at vejrudsigten ikke er for god de næste par dage, men derefter skulle det blive OK. Lad os se. Rundt om på campingpladsen ligger snedriver og det er lidt koldt hen mod aften. Man kan jo ikke sige at temperaturen er faldet fordi solen er gået ned – det er den ikke – tvært imod. Her så jeg midnatssolen. Det var flot. Da jeg gik i køjen kl. ca. 0100 fløj tankerne rundt i hoved. Så tæt på – én dag til Nordkapp – når jeg det???

Tanket 9,3 liter. Dagens stræk: 311 km. Kørt i alt: 2628 km

Tirsdag den 270508.

Op kl. 0630 – kan næsten ikke vente. Bag ved min hytte på min vej til badet – hvad fanden – der ligger én og sover i et mini-mini telt.

Jeg fornemmede, at det havde været skide koldt om natten, men da jeg så teltliggeren ca. 1 time senere så han frisk nok ud. Han var vandrer og også på vej til Nordkapp. Frisk fyr. Lige en snak med campingchefen. Dagens vejr: overskyet kuling fra vest. Han sagde: Kør forsigtigt over Sennalandet. Hvad mon han mente med det?? Sennalandet er en lang strækning hvor det er fuldstændig øde – ingen huse ingen mennesker så jeg – underligt nok heller ingen trafikanter. Infotavlen på E6 ved Rafsbotn oplyste, at vejen over Sennalandet var åben for kørsel

Lang lang kold tur og rigtig nok øde som bare …….Endelig ved Olderfjord ind på sidste stykke vej E69.

Dejlig tur nordpå – godt nok koldt men meget flot langs Porsangerfjorden. Ved Repsvåg begyndte det at regne. Det var nærmest isslag så jeg kørte forsigtigt. Så kom den  meget omtalte Nordkapptunnel – 8 km lang under vandet.

Ind i tunnelen og nedad gik det. 212 m under havet. Helt lukket  for ”rullen” gik det med 6000 omdr. i 5 gear. 10 % fald. Ned i 3 gear for at holde hastigheden nede. 4 km nedad, og 3 gear passede fint for så gik det opad også med 10%. Jeg kunne lige holde 2 40 tons lastbiler bag mig med fuld håndtag. Det regnede ikke mere og kursen gik mod Magerø.s største by Hånningsvåg. Hvad skulle jeg egentlig der. En smøg og en cola og så videre mod målet. Turen videre mod ”målet” var virkelig barsk. Kraftig vind – 20 sek/m fra vest. MC'en lå 20 grader og det føltes glat på vejen. Ned med hastigheden. Kraftige stigninger og kraftige nedture. Hårnålesving. Skide koldt var det også og nogle steder var der skiltet med ”rekverk saknes”. Ja det skal jeg love for. 6 meter bred vej og 100 meter ned til den ene side og 50 meter ned til den anden side og intet autoværn. Det var spændende. Endelig et skilt med Campingplads Kirkeporten –verdens nordligste campingplads.

Hytte til 400 kr. Dyrt, men hvad skal man gøre. At slå teltet op er alt for koldt. Der ligger sne overalt. Samme dag ville jeg gerne til selve ”målet” men campingfatter sagde, at vejen var lukket de sidste 13 km p.gr.a sne, så der var kolonnekørsel hver 6. time efter en sneplov.

Kirkeporten Camping.

 

Onsdag den 28.05.08.

Jeg vågnede ved bjældeklang. Hvad var det. Op og se – det var rensdyr, der græssede mellem snedriverne rundt om hytten.

Den ”gamle” ren havde en klokke om halsen. Vejret var bedre og campingfatter sagde, at sidst på dagen var det fint vejr til at tage til  ”spidsen”. Kl. 1400 kunne jeg ikke styre mig mere. Vejret var fint med solskin og næsten ingen vind. Så jeg kørte til plateauet. FANTASTISK. Målet var nået. Mødte 3 tyske mc.ister. De var ellevilde og euforiske.

Jeg besøgte Nordkappcentret og meldte mig ind i The Royal North Cape Club. Meget højtideligt. Tog naturligvis de obligatoriske fotos. Midnatssol – var det muligt – vejret så fint ud, så 13 km tilbage til hytten og få en ”morfar” og op igen kl. 2230. Jo - solen skinnede, så mig af sted mod ”spidsen”. Kl. 2330 var der solskin. Og pludselig myldrede det ind med turistbusser – vel omkring en 30-40 stykker med turister – fortrinsvis tyskere – men – men – men – kl. 2345 drev der pludselig en kraftig tåge ind over plateauet og solen forsvandt. Ærgerligt. Men tæt på. Hjem i kassen og jeg var en lykkelig, stolt og glad mand.

Nu kørt i alt: 2994 km.

Stolt og lykkelig mand fremme ved ”målet”.

 

Beviset: Jinlun 250-5 fremme ved Nordkapp.

 

Den gamle kinøjser var der også.

Torsdag den 29.05.08

Hjemturen kunne starte. Vejret var koldt og regnfuldt. Jeg havde valgt at køre gennem Finland og Sverige hjem.

Turen der skulle vise sig at være ret så kedelig. Asfalt og granskove. Det var stort set alt.

Turen gik fra Nordkapp til Lakselv og videre over Karasjok og ind i Finland til Karesuando,Gælivara, Arvidsjaur, Dorotea (Sveriges campingby nr. 1 – med masser af firmaer der producerer og reparerer campingvogne) Et enkelt virksomhedsbesøg blev det til. Jeg havde god tid, idet jeg først skulle være til MC-træf på Sjælland den 13. juni.

Det var nu blevet rigtig sommer i Sverige – over 30 grader. Det var næsten lige så slemt som det kolde vejr på vej nordpå.

Det var efterhånden blevet den 5. juni og turen fortsatte gennem Mora, Østersund Videre til Væneren, Kristinehamn.

Sightseeing ved Gøtakanalens start på østsiden af Væneren.

Endelig hjemme i Danmark igen via Helsingborg. Mandag den 9. juni.

Lidt familie- og vennebesøg på Sjælland og til MC-træf i Høve.

Kørt i alt 6411 km.

Til slut et par billeder fra sidste del af turen.

 

Pause i de svenske skove.

 

Aftensmad: fyldte pastaer og æg og bacon. Resterne kunne bruges til morgenmad: æg og bacon

Absalon Camping. Hedebølge – herligt.

Estershøj ved Høve.

 

Konklussion: Ruten jeg havde valgt var den helt rigtige. Norge skal helt klart opleves med solen i ryggen. Norge er et fantastisk flot land. Hjemturen var ren transport – det var også OK for man er mæt af oplevelser på det tidspunkt.

Tidspunktet for turen var vel nok lidt for tidligt. Lave nattemperaturer og ingen mulighed for at sove i telt. Men fint tidspunkt m.h.t. myggeplagen. De store ”tomotores” myg var ikke vågnet op endnu.

Jinlun 250-5 kørte uden at slå én eneste forkert skid. En lydpotte der rystede løs, med efterfølgende træthedsbrud var eneste skade. (Blev repareret ved at låne en co2-svejser på et autoværksted) Gennemsnitshastigheden ligger på ca. 50 km/t. Maskinen blev ikke på noget tidspunkt presset. Gennemsnitligt benzinforbrug blev: Ja du læser rigtigt – 39 km/l.. Hjemturen kan gøres noget hurtigere, hvis man kan holde de tilladte 110 km/t hele vejen – men det gør man ikke på en kineser.

Økonomi: Ja – dyrt er det, ca. 18000 kr for små 4 uger, men er man fx 3 mand af sted kan overnatningsprisen reduceres med ca. 4000 kr.

Sidste konklusion: Til de herrer MC-journalister, TouringNyt m.v. Kineseren er en fantastisk maskine til prisen. Jeg havde gerne gjort turen i en Mercedes til 1,1 mille, det havde da været sjovere. Men kineseren kører fantastisk og jeg tror ikke jeg har haft mere ondt i r---- end hvis jeg havde kørt en BMW til 300.000 kr. Skal jeg konkludere for mig selv – så synes jeg at det er godt klaret af en kineser og af en midaldrende kinøjser i sadlen. Godt gået begge to.

Allan Israelsson.