Tre ikke helt unge Kinøjserklubmedlemmer på langtur – til Gibraltar.  

2009

Hvad kan en 18-årig motorcyklist (i 1957) ikke gå og drømme om? Den ultimative tur til Nordkap eller til andre fjerne yderkanter af vores kontinent. Men urealistisk med så lange ture når man skal passe uddannelse, arbejde m.v. Men i den 3. alder kan drømmene realiseres. De 3 kinøjsere er da også små 200 år tilsammen. 198 helt nøjagtigt.

Efter et fællesmøde i april måned, hvor turen blev planlagt, startede Allan, Jens-Uwe og Per medio maj. Der blev kørt på 2 Jinlun 250-5 og en Lifan Royal 400. Gennem Tyskland gik det på motorvejen, hvilket var meget behageligt, da vi kunne køre i indersporet og følge med lastbilerne.

Første overnatning var på en campingplads i Soltau, lidt syd for Hamborg. Allan fik problemer da han ville trække cigaretter i en automat. Han skulle overfor automaten dokumentere, at han er over 18 år. Der skulle isættes tysk bankkort, Ausweis eller kørekort. Herfra kunne der aflæses alderen, men ikke fra tilsvarende danske kort. En venlig tysker hjalp med sit kort og Allan fik sinde elskede smøger.  

Næste overnatning i Frankfurt, hvor campingpladsen ligger nærmest inde i byen. Regn om natten.

Den tysk franske grænse blev passeret ved Mühlhausen. For at spare på de dyre franske motorvejsafgifter, valgte vi landevejene, hvilke ikke ligefrem var i bedste stand. Den 17. maj startede problemerne i Frankrig. Det var en helligdag, og benzinstationernes automater ville ikke tage vores Visa kort. Allan kunne ikke få cigaretter, da de kun kunne købes i tobaksforretninger. Da vi om aftenen ville spise på restaurant, viste det sig at man kun kunne få noget at drikke, men ingen mad. Campingpladsen var en kommunal plads, hvor campingfatteren ikke var til stede – arbejdstid fra kl. 10-17. Som på alle andre fransk campingplads fandtes der intet wc papir.

Næste dag startede turen med at søge efter en benzinstation, den første var nedlagt, den næste var lukket. Efter mange kilometer, og sig bredende nervøsitet om at køre tør, fik vi øje på en benzinstation som lå ved motorvejen. Et højt hegn omkring, men vi var heldige idet en låge ikke var låst (alternativet var at ”planke” hegnet og købe benzin på flasker og række dem over hegnet). Jeg tankede 12,75 liter, d.v.s. jeg havde cirka en kop fuld benzin tilbage i tanken  

I mange af de franske byer var der voldsomme bump foran skolerne. Det var absolut nødvendigt at overholde hastigheden på 30 km/t ellers ville der komme skader på køretøjet. Den slags bump ville udløse en revolution i DK.

En smart ting – og i stedet for bump på vejen – er der i mange af de små byer i Sydeuropa blinklys midt i byen – helt umotiveret, men hvis du kører for stærkt ind i byen, ja så skifter lyset til rødt og du bliver nødt til at stoppe – smart ikke?

Vi kørte igennem den skønne Rhonedal og fandt en campingplads nær Grenoble. Der var sne på bjergtoppene.  

Vi købte flutes og camembert, som under en stor del af turen udgjorde vores daglige morgenmad. Grundet varmen kunne pålæg ikke holde sig.  

I byen Bourg De Oisans var vi ude og spise i en restaurant. Værten kørte selv motorcykel og jeg fik lov at låne internetforbindelsen for at sende et livstegn til Kinøjserklubben. Desværre blev mit brugernavn eller password ikke accepteret.

Næste dag kørte vi til Alp d´huez som er kendt fra Tour de France grundet sine mange hårnålesving.  

Det gik videre igennem de franske Alper, som gjorde at vores gennemsnitshastighed lå på ca. 30 km/t. Jeg var efterhånden meget træt af al den megen bjergkørsel og de mange sving. Efter bjergene kom vi til vindistrikterne med mange store vinmarker.

I byen Orange mistede vi Per, han holdt sig ikke tæt ved os, og pludselig kom en bus og andre biler imellem, og så var han borte. Vi stoppede udenfor byen ved en rundkørsel og ringede til Per på mobiltelefonen, hvorefter han snart kunne tilslutte sig os igen.

Denne dag lå temperaturen på 32 grader.

Allans gearskiftearm var gået i stykker og vi holdt udkig efter et værksted. Da han langt om længe havde fundet et, kunne mekanikeren ikke bore det ønskede hul. At mekanikeren kun talte fransk – som så godt som alle franskmænd – gjorde det ikke bedre. Et Yamaha værksted løste problemet i løbet af et kvarter – og det uden beregning.

Den fransk spanske grænse blev passeret nær Perpignan. Efter grænsen så vi adskillige letpåklædte købedamer ved diverse rundkørsler, ved skovbryn osv.. I denne varme behøvede de ikke at fryse når de udstillede deres yndigheder. Med vores alder lod vi os da heller ikke friste. Vi kigger stadig efter damerne, men vi kunne ikke huske hvorfor.

I udkanten af Barcelona overnattede vi på en campingplads, hvor der som sædvanlig var mange hollændere med deres campingvogne. Ca. hvert 30. sekund kom et fly og lagde an til landing på Barcelona lufthavn. Næste morgen var der lige så tit en afgang.  

Natten var varm og næste dag også. Allan sov i sin hængekøje. Morgenmad bestod af røræg og bacon. Dertil selvfølgelig et krus rigtig kaffe.

En lille sjov detalje fra det sydlige Frankrig og Spanien: Når en motorcyklist overhaler en anden motorcyklist, så hilsen han med udstrakt højre ben.

Vi fulgte kystvejen med dens mange sving. Ved Valencia kunne vi ikke finde en campingplads, hvilket efter mange forsøg, og spørgen med ”tegnsprog” langt om længe lykkedes. Bare franskmændene og spaniolerne ville lære lidt sprog.  

Jeg var inviteret til en 65 års fødselsdag i Competa, hvorfor Per og jeg valgte at køre via Granada, og Allan fulgte kystvejen således at vi kunne mødes ved Gibraltar.

Turen inde i landet var bare skøn. Dejlige landskaber, meget skønnere end langs kysten hvor hele kyststrækningen var ødelagt af huse og højhuse. Rigtig gode landeveje og nogle gratis motorveje, nogle af sidstnævnte var splinternye, med tunneler igennem bjergene og store broer over dalene. Virkelig meget at se. På mange bjerge var der vindmølleparker med op til 50 vindmøller.  

Pers udstødning var ved at falde af, og det var heldigt, at der ved siden af motorvejene var vildthegn, hvorfra vi kunne snuppe et stykke ståltråd til at fastgøre udstødningen med.

I Competa fik vi skiftet olie på et lille mekanikerværksted. Ophængningen til udstødningen blev også svejset.

Fødselsdagen blev fejret på terrassen af en dejlig restaurant hvor vi fik skønt spansk mad.

 Næste dag mødtes vi med Allan få kilometer fra Gibraltar. For at komme fra Spanien til det engelske Gibraltar skulle vi køre tværs over lufthavnens landingsbane – godt der ikke kom fly. Der var grænsekontrol, hvor vi skulle fremvise vores pas. Gad vide hvad der var sket hvis vi ikke havde nogen pas på os? Vi er da EU borgere, hvorfor så paskontrollen?  

Der var rigtig meget trafik i byen Gibraltar. Mange af de gamle huse, som stod der for 16 år siden, var revet ned og er erstattet af boligblokke og højhuse. Ikke noget spændende syn.

Vi kørte op til selve Gibraltar-bjerget. 12 EURO blev forlangt som entré – en hamper pris -førhen var det gratis. En drypstenshule med scene og siddepladser fik vi set på. Derefter kørte vi højere op ad bjerget og kom til et museum som befinder sig i de af engelske soldater i bjerget udhuggede gange og kasematter.. Gibraltars berømte aber blev også beundret, dog var der ikke så mange som før i tiden, og der var ingen advarselsskilte at de kunne bide.

En campingplads nær Tarifa var vores næste natlogi. Tarifa er Europas sydligste punkt på fastlandet. Fra halvøen Tarifa kunne vi både se Middelhavet og Atlanterhavet.  

Allan fortsatte alene til Lisboa og Per og jeg til Santander, hvor vi ville besigtige de for nogle få år siden opdagede huler med hulemalerier.  

I en aldeles fin by, med meget flotte middelalderhuse og en stor firkantet markedsplads besigtigede vi katedralen, hvor der netop var et bryllup. På markedspladsen spiste vi frokost, 2 stk. svinesnitsler plus 2 spejlæg, pommes frites og salat til € 6,95 hvilket er ca. kr. 52,00..

På vej til Santander så vi mange vindmøller og adskillige storke, og storkereder som oftest var på kirketårnet.

Santander er en skøn havneby ved Atlanterhavet, og byen oser af historie. I en lille knejpe nær havnen spiste vi til middag og fik dejlig spansk mad til rimelige penge.  

Desværre viste det sig, at hulerne med hulemalerierne ikke var åbnet for publikum og at man havde lavet en efterligning i et museum som var lukket da vi kom dertil.

Klimaet i Santander var anderledes end det vi oplevede i den seneste tid, det var første gang i lang tid at der var dug på indersiden af teltets oversejl. Atlanterhavet gjorde her sin indflydelse gældende.

Via Bilbao kørte vi til den franske grænse. Vi kom til en betalingsvej, som vikke kunne undgå. Ved indkørslen blev vi afkrævet et beløb, fik en billet og kørte indtil betalingsvejen endte. Her blev vi atter afkrævet et beløb. Det vil sige den første post havde snydt os, der skulle først betales når man havde kørt strækningen.  

I Frankrig kørte vi på landevejene, hvilket førte os igennem byerne, og det tog megen tid. De franske landeveje var ikke ligefrem i en god forfatning, og skiltningen i byerne var til at fortvivle over. Der var aldrig skiltet med de byer vi skulle til, kun med nogle, som vi ikke kunde finde på vores kort. På denne måde spildte vi ca. 4 timer i den skønne by Lyon.

Nær byen Clermont Ferrand fik Pers MC motorproblemer. Vi fandt et Honda værksted som hentede motorcyklen, men reparationen ville tage 2 måneder grundet travlhed. En opringning til SOS International resulterede i en udlejningsbil. En kassevogn, som samtidig kunne have hjemtransporteret motorcyklen, ville de ikke gå med til. I øvrigt var deres håndtering af sagen aldeles uprofessionel.  

Der var atter en del bjergkørsel som, jeg efterhånden var meget træt af og regn.

Vi passerede den fransk tyske grænse ved Mulhouse og fandt en campingplads i Freiburg/Tyskland.

Omkring Karlsruhe forlod Per mig, og jeg fortsatte alene. Jeg fandt en campingplads i Kassel og campingfatteren oplyste at det var en privat nudistplads, hvorpå jeg svarede at jeg bare trængte til at sove og at vi alle sammen er født nøgen. Jeg så kun en gammel nøgen mand, temperaturen lå nemlig på kun 12 grader.

I Soltau overnattede jeg på campingpladsen Scandinavia Camping, rigtig skønt med megen hygge i baren. Næste dag besøgte jeg Deutsches Panzermuseum i Munster, som er virkelig værd at se.

På vej nordpå var der stadig regn, men mit MC-tøj holdt tæt.

 I Rinkenæs overnattede jeg hos kinøjserklubmedlemmet Erik hvor jeg kom lidt til hægterne igen. Derfra fik jeg kontakt med Allan, hvilket ellers ikke havde været muligt, da jeg ingen mobiltelefon havde hos mig. Allan var i Kruså og vi aftalte at mødes til landstræffet.  

Derfra gik det videre til Kinøjserlandstræffet i Skjoldbjerg. Ved ankomsten der havde jeg kørt 8.363 km – og eneste problem var bagerste kugleled ved gearvælgeren, som var smuttet ud og som blev repareret med et par strips.

Da jeg kom hjem havde jeg kørt knap 8.600 km – en skøn, oplevelsesrig tur, men anstrengende. Man er jo ikke 20 længere.

Min Jinlun’s benzinforbrug var 30,39 km/literen, hvilket jeg var meget tilfreds med.

Jens-Uwe

Allan skriver:

Da jeg sidste år var ved Nordkap kom ønsket om også at køre til Europas sydligste fastlandspunkt. Tarifa, som beskrevet af Jens-Uwe. Hvorfor så ikke tage det vestligste fastlandspunkt med. Jeg var den eneste der havde modet til at køre turen, så jeg drejede vestover med kurs mod Lissabon.  Jeg krydsede grænsen til Portugal i den sydlige ende af grænsen. Der har ikke været nogen politireform i Portugal – der var politi overalt på vejene. Jeg blev da også stoppet og checket 3 gange inden Lissabon. Jeg overnattede bl.a. på en campingplads lige nord for Sines, og da jeg næste dag satte kursen mod Lissabon havde jeg glemt at fravælge færger på GPS.en, så da jeg kom til Comporta opdagede jeg at det var en blindgyde jeg var endt i, men en flink portugiser sagde, at det var ganske billigt at krydse RioSado med færgen, så jeg fortsatte. 3 euro for 30 min. Færgetur og så var jeg i Setubal. Der blev alle, der kom med færgen overfaldet af sælgere, der ville sælge alt fra Guzzi ure til RayBan solbriller til små penge.  

Gennem Lissabon var jeg glad for GPS.en for gud, hvor er det en stor by med mange firesporede motorringveje. Tungen lige i munden og jeg kom ud nordvest for storbyen og satte kursen mod Europas vestligste fastlandspunkt, Capo De Roca. Fantastisk syn og en god fornemmelse at også det var lykkedes.

Så kunne hjemturen starte. På motorvejen mod Spanien. Jeg nød virkelig min nye 400 kubik – 130 km/ på motorvejen – ikke noget problem. Mit næste mål var at se LeMans-banen. Ankommet dertil i strålende solskin var der lukket p.gr.a.. klargøring til det snarlige 24-timersløb. Tom Kristensen var desværre ikke at træffe – jeg havde satset på en tur i Audien på banen. Næste mål var at køre lidt på cykelruten Paris-Roubaix. Jeg fandt en del at ruten og fulgte den de sidste 30-40 km. Sjovt som tingene er anderledes i virkeligheden. Noget helt andet end at sidde og se cykelløb på flimmeren. Videre ind i Belgien og overnatte ved Gent.

Nu var det ren transport hjem til Kinøjsertræf i Skjoldbjerg. Via Nijmegen (Holland) og Osnabrück (Tyskland), Hamborg og Kruså.

Herlig tur – 30 dage i sadlen på kinøjseren. Jeg gør det gerne igen. Hvorhen? Måske England/Skotland rundt.

Hvordan gik det så med de ”elendige” kinesermaskiner.

Jinlun 250-5 fra 2005 (Per): Lød ikke for godt i motoren fra starten, og måtte da også opgive efter ca. 6800 km.s kørsel med et motorproblem som vi ikke selv kunne klare, og ingen mekaniker havde tid til at se på det. I skrivende stund anes ikke hvad problemet var. Ellers et knækket beslag til lydpotte der måtte svejses, og et strømstik til GPS, der rystede fra hinanden. Omkring 30 km/l.

Jinlun 250-5 fra 2007 (Jens-Uwe): Kugleled ved gearskifter rystet fra hinanden og repareret med en strips – ingen yderligere problemer. Omkring 30 km/l

Lifan Royal 400 fra 2009 (Allan): Defekt benzinpumpe allerede syd for Århus. Knækket ledning til tændspole – repareret på stedet. Tændrørshætte, der ikke ville holde fast på tændrøret. Mindre utæthed ved benzintanken – lappet med Araldit. Nedslidt bagdæk.

Konklusion: Tag roligt på langtur på en kineser. Den kører bare, hvis du vedligeholder den og ikke mishandler den. Det gælder vel også en MC til 300.000. For sidstnævntes vedkommende må man konkludere, at bagdækket var noget skidt.

Set i bagklogskabens ulidelige klare lys, så skulle ham på Lifan'en have kørt lidt mere end 1300 km på maskinen inden en så lang tur. Så havde de småfejl været ”kørt væk” inden turen. 400.ren har lige det overskud frem for 250.eren, der gør transport fra A til B lidt mere tåleligt. Men hva´f….. skal vi skynde os for?

Allan